Brev III · Værens forbitrelse, del 1: ansigtet…

Til den, der engang er blevet forskrækket over sit eget spejlbillede,

Og se, ansigtet dukkede op. Jeg bad ikke om det. Det kom forvrænget, næsten som en ulogisk udvikling af en tegning, der nægter at blive voksen, men som intet barnligt har over sig. Det er skikkelser, der lurer på alt og alle. Øjne, der hører mere, end de ser. Munde forseglet af hårde streger. Tænder, der danser på grænsen til det groteske.

Jeg levede i årevis inde i teatret, og måske er det derfor, disse ansigter er masker. Men det er ikke masker, der skjuler; det er masker, der afslører det, som det sande ansigt ikke ville have mod til at vise. I Masker der bider mig, smiler de alt for bredt, og inderst inde bider de alle sammen.

Min streg blev mere krampagtig, og jeg begyndte at male i alle størrelser, fra et ark på tretten gange atten centimeter til et lærred på to meter. Og mit behov for lag blev næsten en sygdom: maling på maling, kontur på kontur, som om jeg prøvede at fastholde disse væseners energi, før de slap ud af lærredet.

Jeg malede ansigter, der skriger uden lyd, som i Ekkoer på soveværelsets væg, hvor nogen ikke længere ved, om de taler med sig selv eller med væggen. Jeg malede ansigter, der endnu ikke er født, som Stemmen der endnu ikke er født, det præcise øjeblik, hvor det indre beder om at komme igennem. Jeg malede drenge, der drømte om verdens undergang, ikke som tragedie, men som den sidste leg, før alt forsvinder. Og jeg malede en kærlighed som en forbrydelse begået med hænder dækket af glasur, i Vi elskede, som man sletter sit eget navn.

Karnevallet, som jeg i den første fase malede som menneskemængde, lod jeg her tie. Portrætter af et tavst karneval er festdeltagere i et stumt delirium, fanget i forbløffelsens øjeblik. Indtil jeg lod det hele munde ud i Undergangens karneval, hundrede og firs gange to hundrede centimeter af den latter, der er tilbage, når alt styrter sammen. Smerterne danser med glimmer, tragedierne bærer maske, traumerne synger i bloco. At le blev for mig overlevelse, for at græde kræver pust, og der er ikke længere luft.

Det er den fase, hvor jeg forstod, at deliriet kan være chokpink og have stjerneøjne. At afgrunden også skraldgriner. Og at hvert ansigt, jeg maler, er et knust spejl: et muligt spejlbillede af det, vi er, mangfoldige, sårede, levende.

Hvis et af disse ansigter ser ud til at stirre på dig, så se ikke væk. Det gør bare ved dig, hvad du gjorde ved det.

Marcus Yabe, Fase III, 2022 til 2024