Brev IV · Værens forbitrelse, del 2: det, der…

Til den, der er nået hertil,

På et tidspunkt forsvandt min frygt for overtrædelsen. Jeg kan ikke sige hvilken dag. Jeg ved, at kaosset pludselig holdt op med at bede om lov og slog sig ned i hvert penselstrøg, i hvert lag, jeg lagde. Det er den fase, hvor min forbitrelse når sit højeste punkt, som en apokalypse, hvor den sociale dekompensation finder sted på lærredet, i stregen og i figurernes energi.

Her holdt tiden op med at være en linje for mig. Nogle af disse værker begyndte jeg for år tilbage, og først nu følte jeg mig drevet til at sætte det sidste strøg, det sidste skrig. Spejle der ikke spejler, to meter bredt, er et af dem: to ansigter side om side, der ikke ser på hinanden, smeltet sammen i forvirrede grønne toner. Spejlbilledet afslører ikke noget dér. Det opløser.

Nu maler jeg ansigtet som anatomi. I Vaskulært karneval smiler det med alle nerverne, lavet af arterier og konfetti: et optog inde under huden. I Brændende latter slikker flammerne ansigtet, og det smiler, ikke af mod, men af vane, med horn, der er en krone. I mit maleri holdt glæden op med at være forklædning og blev forsvar, nogle gange hævn.

Jeg begyndte at give navne, der ikke findes. Familexas, Milicexas, Ninexas, Caotibkismo. Det er ikke ord, det er adgangskoder til det farverige vanvid, der holder os oprejst. I Milicexas, i militære toner, tegnede jeg en kontrollens og frygtens slægtstavle, en karikatur af en magt, der er farligt velkendt. Det er skriget mod den autoritet, der foregiver at beskytte. I Ninexas er ni ansigter ni variationer af det samme sammenbrud, og linjen lukker sig aldrig: konturen lækker altid.

Og så gjorde underlaget også oprør. Jeg malede på trykt selvklæbende folie, på kunstlæder, på mit eget ansigt. I Selficonexa træder jeg ind i væsenet: det virkelige portræt blandes med deliriet, og kunsten holder op med at forestille for i stedet at fortære. I Iconexa holder et klassisk og roligt ansigt stand i midten, mens verden styrter sammen omkring det, tilbedt og vanhelliget på samme tid. I The Tote bliver en taske til et urbant relikvieskrin, tatoveret hud fra en tid i sammenbrud, der bærer verden og dem, der er faret vild i den.

Midt i alt dette skrev jeg et grafisk brev: Pauta Amor. Mellem overstregede ord og vidt opspilede øjne, en tavs bøn. Måske er det summen af alt, hvad jeg har gjort indtil nu: at elske er at udholde forvirringen og forvandle den til kunst.

Denne fase er ikke slut. Jeg har fortættet den, ikke afsluttet den. Jeg bliver ved med at søge den æstetiske subversion, i andre materialer og i andre størrelser, for det, der driver mig, har aldrig været en stil. Det har været et begær: værens begær.

For dette er ikke bare maleri. Det er overlevelse. Det er ritual. Det er flamme. Det er det, der blev tilbage efter sammenbruddet.

Den, der ser, skal føle. Den, der føler, skal bære. Og den, der bærer, skal forvandle.

Marcus Yabe, Fase IV, 2021 til 2025