Brev II · Opdagelsen af formen: cirklen og…

Til den, der stadig har familieportrættet stående på hylden,

Efter skriget kommer spørgsmålet: hvor kom det fra? Jeg skar stregen ned, til den blev til en accent, og af accenten blev den ældste form, der findes, født: cirklen. Cirklen er livmoder, er øje, er rundt bord, er bånd. Den er også den nøjagtige tegning af den, der drejer rundt uden at komme af stedet. Det var med den, jeg trådte ind i hjemmet.

Det er den fase, hvor jeg malede familier. Ikke familien i fotorammen, men den, jeg genkender siddende ved bordet, bærende på det usagte. I Den hellige familie malede jeg det samme mysterium tre gange. Først i klart rødt, kød og konflikt, hvor båndene viste sig mere som lænker end som ly. Siden i formørkede toner, tråde lige ved at briste, kærligheden, der holdt stand mellem ar. Til sidst i grønt, en intim jungle, hvor kroppene omfavner hinanden for at beskytte og, i samme bevægelse, overvåge. For mig har det hellige aldrig været roligt. Det er overlevelse i rå tilstand.

Jeg bekymrede mig ikke om renheden. Min forpligtelse gælder fortællingen. Jeg lagde lag på lag uden hensigt om at afsløre alt, fordi enhver familie har en kælder. Jeg lod den kaotiske energi blive dernede, under jorden, hvor den bærer det, der viser sig på overfladen, sådan som en arv bærer.

Så kom ansigterne til mig. Syv variationer over den samme tavshed er syv blå masker, jeg malede for at lytte til det usagte: den samme gestus, der forsøger at oversætte sig selv til syv tavse stemmer. Og i Familexas samlede jeg ansigterne i tretal, som familie, som treenighed, som gammelt fotografi. De syede munde siger mere end noget skrig. Under en augusthimmel oversået med slukkede stjerner har de ventet for længe. I varmt ler dukker de frem som fossiler af en erindring, der har modstået støvet. Mellem stjerner og hvisken ånder de sammen uden at tale, for nogle gange er alt, hvad der er tilbage af en familie, dens tyngde.

Jeg malede også kroppe, der overgiver sig. To kroppe liggende mellem skoven, himlen og floden flygter ikke: de hviler. Jeg ville ikke skille dem fra landskabet; jeg ville give dem tilbage til det. Det er det eneste sted i denne fase, hvor kærligheden hviler uden frygt.

Jeg lærte i den fase, at det at høre til og det at holde fanget bruger det samme verbum. At det hjem, der tager imod os, er det samme, som gør os tavse. Og at intet af det, der begraves, er dødt: der er liv i knoglerne, der er historier i leret, der er øjne, der stadig ser på os derfra.

Marcus Yabe, Fase II, 2020 til 2024