Brev I · Opdagelsen af stregen: det første skrig

Til den, der kommer ind ved begyndelsen,

Enhver fødsel er gråd, før den er et navn. Min streg blev født sådan: uden grammatik, uden teknik, kun med en brændende trang til at give verden en vægt tilbage, som den havde lagt i mit skød. Det var scener fortalt på arbejdsmøder, mellem den ene kop kaffe og den næste, af folk, der dækkede byen og kom tilbage med den klistret til huden. Jeg lyttede. Og det, jeg hørte, gik ikke væk.

Det første lærred, Opdagelsen af stregen, blev malet og begravet flere gange. Hver version begravede den forrige, som når man prøver at glemme og kun formår at hobe op. Dér forstod jeg, at mit maleri ikke ville bestå af rigtige greb, men af aflejringer. Farven vibrerede, og under den var der stilhed, angst og maling.

I den fase beskrev jeg ingenting: jeg kæmpede, og stregen kæmpede med mig. Den blev til en krop fanget mellem sorte tremmer i Stregens kroppe. Den blev til flænget hud eller gåsehud på røde baggrunde, der minder lige så meget om begærets varme som om en blodpøl, i Stregens seksualitet. Den blev til en Romeo og en Julie under tynde tæpper i et iskoldt skur, i Stregens romantik, som bevis på, at hengivenheden bliver ved med at bo, hvor alt omkring den kræver stilhed. Den blev til bækken, der løber gennem favelaen og på samme tid vasker erindringen og smerten.

Og den blev til klage. De tre Mariers streger er tre lærreder, to hundrede og fyrre centimeter gråd, for de mødre, der græder over deres børn. Jeg malede, som man bygger et alter: cirkulære bevægelser, farver, der svinger mellem ømhed og sår, fraværet forvandlet til nærvær.

Men jeg dansede også. I Stregens frevos og i Stregens Olinda lod jeg lærredet blive til menneskemængde, skrånende gade, februar. Jeg ville ikke have noget midtpunkt, ingen retning. Jeg førte ikke stregen: jeg lod den rive mig med. Jeg opdagede, at festen og tragedien bruger den samme palet, og at det folk, der lider mest, er det, der bedst forstår at fejre.

Ved slutningen af den fase sprængte jeg stregen i stykker. Stregens adskillelse er øjeblikket, hvor jeg åbnede gestens krop for at se, hvad der bankede indeni, som en skabelsens anatomi. Jeg skilte stregen ad, fordi jeg ikke længere kunne rummes helt i den.

Hvis du ser på disse værker og synes, de er naive, så se igen. De er ikke kladder af en maler, der endnu ikke vidste. De er mit vidnesbyrd: vidnesbyrdet om en mand, der allerede vidste for meget og for første gang havde brug for ikke at vide noget.

Marcus Yabe, Fase I, 2020 og 2021