Statementbrev · Det, der ikke fik plads i talen
Af Marcus Yabe ·
Til den, der ser,
Før malingen var der lyset. Jeg lærte verden at kende oppe fra en scene: jeg instruerede skuespillere, tændte projektører, klædte kroppe, der ikke var min egen, og rejste kulisser, der holdt en sæson og derefter blev taget ned i mørket. Allerede som dreng malede jeg skilte, der annoncerede andres fester. Siden kom grafisk design, et trykkeri i Nagoya, redaktionerne, magasinerne, mødelokalerne. Jeg brugte halvdelen af mit liv på at give form til det, andre havde brug for at sige.
Født i Paranavaí bor jeg i Curitiba. Og det var her, i 2020, da hele verden lærte at holde vejret, at jeg indså, at jeg bar på for mange scener. Tragedier fortalt med lav stemme af dem, der havde set dem på nært hold: bække, skud, mødre, kolde skure. Intet af det var mit, og alt det boede i mig. Jeg tog et lærred på 118 gange 180 centimeter og begyndte at male uden at bede håndværket om lov. Jeg malede, malede over, gemte billedet under andre udgaver af det selv. Da stregen endelig viste sig, var det ikke stil. Det var åndedræt.
Siden da er det blevet til seksoghalvfjerds værker på fem år, ordnet i fire faser, der ikke adlyder kalenderen. Stregen blev til cirkel. Cirklen blev til ansigt. Ansigtet forvred sig, til det smilede med for mange tænder. Jeg skiftede sprog, som man skifter ham, og jeg undskylder ikke krampen: hver fase er det samme spørgsmål stillet af en anden strube.
Jeg maler i akryl og blandede teknikker på lærred, karton, trykt selvklæbende folie og kunstlæder. Jeg maler familie, hengivenhed, byens vold, karneval og stilhed. Jeg maler den favela, der blev fortalt mig, den bloco, der river med sig, middagsbordet, hvor alle poserer med tomme øjne. Farverne er levende, men tag ikke fejl: de er der for at skjule kaosset og provokationerne. I mit maleri er glæden en overlevelsesstrategi.
Jeg stoler ikke på den rene overflade. Jeg lægger lag på lag og lader nogle af dem forblive begravet, fordi jeg tror, at det, man ikke ser, også bærer det, man ser. Der er lærreder, der har ventet i årevis på det sidste strøg. Fra Japan, hvor jeg boede i næsten tre år, tog jeg en stille ærbødighed med mig for den gestus, der gentages, til den bliver ritual. Derfor er hvert lag, selv i overmålet, en bøn udført med hånden.
Jeg beder dig ikke om at kunne lide det. Jeg beder dig om at føle. Og hvis du føler, så bær det med dig. Et værk af mig vil ikke bare have en væg; det vil have samliv. Det vil se tilbage på dig, hver dag, og hver dag vil det sige noget andet.
Dette er det første af mange breve. De andre fire fortæller, fase for fase, hvordan jeg nåede hertil. Læs dem i rækkefølge eller uden for den. Kaosset, vil du opdage, har aldrig haft nogen kronologi.
Marcus Yabe, Curitiba